Dyndetvej 11, 4140 Borup

Idyl, plads og charme på tidligere planteskole – en sand oase nær Borup

Her byder vi på en helt særlig ejendom, hvor naturen, pladsen og idyllen går op i en højere enhed. Her får I en rummelig og charmerende bolig med højt til loftet på hele 219 m², smukt beliggende på en stor og naturrig grund på 5.000 m², med et hav af muligheder. Haven er et kapitel for sig med en lille skov, hvor børnene kan gå på opdagelse, lege gemmeleg og bygge huler, mens frugthaven og de åbne arealer indbyder til boldspil og hyggelige udendørsstunder.

Huset er opført i nyere tid med bindingsværk, og her emmer af atmosfære, charme og luft omkring jer. Planløsningen er gennemtænkt og passer perfekt til den moderne, pladskrævende familie, som ønsker en unik kombination af karakter og funktionalitet.

Stueplan byder på et imponerende stort køkken/alrum med god plads til både hverdagens madlavning og familiens store middagsselskaber. Herfra er der udgang til både en østvendt morgenterrasse – perfekt til dagens første kop kaffe - og en vestvendt, overdækket terrasse, hvor de lune sommeraftener kan nydes i fulde drag.

Fra alrummet er der adgang til husets lyse stue med loft til kip og et skønt lysindfald, som giver rummet en åben og indbydende atmosfære. Stueplan rummer desuden et stort soveværelse (oprindeligt opholdsstue), et pænt gæstetoilet og en god entré med trappe til førstesalen.

Desuden et kæmpe stort bryggers, hvor der er god plads til masser af overtøj. Her er også jordvarmeanlæg, solcelle anlægget samt batteri til solceller.

På førstesalen venter tre rummelige værelser - ideelle som børneværelser - samt et badeværelse med bruseniche.

Beliggenheden er noget helt særligt. Med kort afstand til Borup by har I alle hverdagens fornødenheder tæt på, mens det naturskønne område Dyndet nærmest ligger i baghaven. Her finder I både badesø, Malerklemmen, skovområder, det hyggelige Mosehus og selvfølgelig Pandekagehuset – alt sammen klar til at blive udforsket af hele familien.