Kimmerslevvej 17, Kimmerslev, 4140 Borup

Lad jeres vildeste drømme få frit løb her på Kimmerslevvej 17...

Hvis I drømmer om at skabe jeres næste hjem i en spændende, idyllisk og historisk ejendom, hvor de toppede brosten på gårdspladsen og de smukke gamle vægge ville kunne fortælle et væld af spændende anekdoter. Hvis I drømmer om at bo på en ejendom, hvor suset fra de gamle Morten Korch-film nærmest svæver i vinden over den spændende og store grund, der naturligt skråner ned mod Kimmerslev Møllebæk og således omkranser størstedelen af ejendommen. Hvis I samtidig ønsker at hverdagens bekvemmeligheder og en kort og sikker cykelsti til byens skoler, dagpasning, HT-station, mange gode indkøbsmuligheder og meget mere - ja, så skal I kigge nærmere på denne smukke ejendom.
Vi kan nu byde velkommen til 'den gamle smedje' i Kimmerslev. Kimmerslev er Borup bys 'historiske' og charmerende, rekreative lillebror. Ejendommen byder på sin helt egen parklignende have, beliggende ned til den skønne Kimmerslev møllebæk. Haven indbyder til at såvel børn som voksne 'går på opdagelse' og nyder det rislende vand, som nærmest skaber en religiøs stemning af fred og ro, væk fra hverdagens stress og jag. I kan også snuppe en lille robåd, padleboard eller kajak og sejle mod Kimmerslev sø.

Drømmer I om at have hestene gående på jeres egen matrikel, er der rig mulighed for dette, på den 9.369 kvm store grund, ligesom det er muligt at gå på opdagelsei jeres helt egen skov. En ting er sikkert, I får alle sanserne vakt til live og taget i brug, når vi kan byde jer velkommen såvel udendørs som indendørs, her på Kimmerslevvej 17.

Nu må vi hellere nærme os ejendommens to dejlige, og vidt forskellige boliger og hjem. Den ene, og oprindelige bolig, på 151 kvm, blev opført i 1875, og fremstår som en 'smuk gammel dame' der indenfor de seneste 20 år er moderniseret og restaureret nænsomt - med lige dele kærlighed og respekt for husets oprindelige alder og stil. Boligen fremstår således blandt andet med flotte trægulve, synlige bjælker, smukke udskæringer og en rigtig god indretning.

Boligen byder på et dejligt lyst spisekøkken med den skønneste udsigt til haven. Fra køkkenet er der desuden adgang til et fint lille viktualierum/spisekammer og indgang til en dejlig lys spisestue, hvor der er god plads til mange spisende gæster. Her i boligen kan du også hygge dig i den lyse og indbydende opholdsstue. Forestil dig at sidde i din bedste stol, med fødder oppe, mens du nyder den knitrende varme fra brændeovnen eller lader dig forkæle af det smukke lysindfald gennem de sprossede vinduer, mens du lader blikket vandre over din egen store grund og Møllebækken.

Gæsteværelse eller arbejdsværelse med direkte adgang til fint brusebadeværelse, finder vi også i nederste etage. Såvel badeværelse som køkken fremstår på en gang moderne og stilfuldt samtidig med at husets oprindelige alder ikke fornægter sig. Førstesalen byder på 2 kæmpe store værelser - som sagtens kan laves til flere værelser, hvis behovet er der. På førstesalen findes samtidig et ældre badeværelse, hvor der er fin mulighed for at I kan skabe jeres egen stil, i forbindelse med modernisering. Overalt i boligen er der en god loftshøjde, både oppe og nede.

Den nyeste bolig (bolig nr. 2), er super flot og gennemrenoveret (fra en gammel hestestald er den forvandlet til en smuk svane), med både øje og respekt for, den gamle byggestil og indeholder stadig utrolig meget charme og idyl. Boligen er på 75 kvm og naturligvis godkendt til beboelse.

Bolig 2 indeholder et lyst og flot køkken med loft til kip, synlige bjælker og et smukt trægulv - delvist åbent til stuen, hvorfor der her både er plads til spisebord og sofagruppe. Desuden er der udgang til haven (som kan deles op hvis I ønsker at den skal være mere 'privat').
Dejligt stort soveværelse med skabsvæg. Et flot lyst badeværelse med brus, mange skabe, vaskemaskine og brus. Fra stuen er der en flot og gedigen trappe til førstesalen. På førstesalen er et stort værelse hvor I kan nyde det skønneste lysindfald og den milde og flotte udsigt over haven.

Vi må ikke glemme at fortælle om den sidste bygning. Her har den gamle smedje været i drift, for snart mange, mange år siden. Bygningen bruges i dag som garage, værksted og opbevaring. Her får I rig mulighed for, at 'tænke ud af boksen" og bestemme hvad bygningen skal rumme i fremtiden. Måske et par hestebokse, et lækkert værksted, en gildesal der vil være et mindre gods værdigt, en stor garage eller noget helt andet - når I lige har fået lagt et nyt stråtag :-)

Vi har fået lov til at hjælpe med at finde de kommende ejere og beboere på denne spændende og sjældent udbudte ejendom, hvor drømmene om at have meget plads både indendørs og udendørs, hvor de bedste muligheder for at bo flere generationer allerede er skabt eller måske drømmer I om plads til egen virksomhed.

Beliggenheden er i top, da byen er 'lige udenfor hækken'… Og samtidig er der kun ganske få skridt (eller svømmetag) til Kimmerslev Sø. Her kan I faktisk kombinere drømmen om at bo på landet, inde i byen.

Kan I slet ikke vente, at komme og opleve denne helt unikke ejendom, så kontakt Hjem til dig på tlf. 5940 0000 eller bestil en fremvisning lige herunder...